Fra Folk og minder fra Nordsjælland, 49. årgang, julen 1994. Udgivet af Dansk Bladforlag v/Niels Richter-Friis, Postboks 2, 3480 Fredensborg, tlf. 4228 4228.

Maarumvandets opdagelse

Af Erik Wielandt

Fra 1923 til 1942 boede forfatteren på Maarum Skovridergaard, hvor hans far, Th. S. Wielandt, var skovrider. Skæbnens veje afgøres ofte af tilfældigheder: en hest ville ikke drikke brøndvandet - og det blev startskuddet til et industrielt eventyr. Her fortalt af et øjenvidne.

I oktober 1923 blev min far, Thorkild Swane Wielandt, kgl. skovrider på Maarum statsskovdistrikt i Nordsjælland, og vi flyttede ind i skovridergården Maarumlund.
Vi kom fra Palsgaard skovridergaard ved Nørre Snede i Jylland. Derovre havde vi en brønd på gårdspladsen, hvorfra vandet ved hestekraft blev pumpet op i en stor beholder i laden. Derfra løb det i rør til vaskehus og videre til køkkenet i hovedbygningen. Det var godt vand.
I Maarum Skovridergaard var der en brønd på gårdspladsen kun få meter fra den gamle staldbygning, hvor der tidligere havde været heste, køer og grise. Der stod endnu den gamle træpumpe fra 1898 ude på gårdspladsen, hvor man på gammeldags manér ved håndkraft pumpede vandet op til kreaturer og vanding. Til husbrug blev vandet med elektrisk motor pumpet op i en stor beholder på loftet i staldbygningens hvorfra det i rørledning løb til køkken i stuehus og badeværelse i kælderen samt vaskehus i den gamle stald.
I Maarum regnede vi først vandet for at være ligeså godt som i Jylland, og vi drak det friskt fra hanen.
Sommeren 1924 var dejlig varm. En dag kom en kusine ridende fra Landbolyst nær Gadevang. Jeg modtog hende ude på gårdspladsen for at sætte hendes ridehest ind i stalden, der ellers nu var tom. Men inden vi skulle gå ind, ville jeg da først give hesten vand. Jeg tog en spand, hængte den op på pumpen og pumpede, så vandet fossede ned i spanden. Hesten så det og kom straks selv hen til spanden, stak mulen ned til den - men trak i samme sekund hovedet væk.
Det var da underligt, tænkte jeg, da hesten jo lod til at være tørstig. Jeg trak dens hoved ned til spanden - men forgæves - lige så hurtigt trak den hovedet bort igen. Den ville ikke drikke vandet. Altså måtte vandet være dårligt. Og det kunne hesten lugte - men vi mennesker ikke.
Jeg fortalte min fader om episoden. Han besluttede at lade vandet undersøge og sendte straks en prøve af det ind til Steins kemiske Laboratorium.
Kort efter kom en herre derfra ud til os. Han så på os og sagde: »De må have et vældig godt helbred, at De ikke er blevet syge. Vandet er fuldt af colibakterier - mange gange det tilladelige. De må koge alt vand mindst 10 minutter, inden De bruger det.«
Det var en ubehagelig situation og besværligt, at vi ikke mere kunne drikke et glas vand fra hanen. Vi boede jo i en embedsbolig, og min fader indberettede sagen til Direktoratet for Statsskovbruget og ansøgte om en ny brønd.
Det tog tid, og år gik. Men langt om længe blev en ny brønd bevilget, og man gik i gang med at grave den nye brønd lige uden for stuehusets gavl mod øst, hvor en ny og moderne pumpe af jern blev opstillet. Den var ikke ret langt fra den gamle brønd, og man havde kun gravet ned i 20 meters dybde - den gængse dybde - og ramte derfor nøjagtig det samme vandlag.
Brønd nr. 2 blev sat i forbindelse med den elektriske pumpe til stuehuset. Da den var klar til brug, tog min kloge far igen en prøve af vandet og sendte den på ny til Steins kemiske Laboratorium. Man meddelte os, at det var det samme bakterieinficerede vand - fra det samme sundhedsfarlige vandlag- og at vi derfor ikke kunne drikke vand fra hanen, men måtte koge det som tidligere. Igen indberettede min far sagen og ansøgte direktoratet om tilladelse til at flytte til en anden bolig og foreslog først Esrum Kloster, hvor der stod en udmærket lejlighed tom, og anførte, at de to skove Esrum Lund og Snevret Skov begge hørte under Maarum skovdistrikt. Ansøgningen blev afslået.
Dernæst søgte min far om tilladelse til at flytte til Kongens Gave ved Helsinge, hvor to af distriktets skove Høbjerg Hegn og Valby Hegn lå. Kongens Gave havde været bolig for birkedommeren, der lige var faldet for aldersgrænsen. Den nye dommer ville bo i Græsted.
Denne ansøgning blev ligeledes afslået. Vi måtte derfor blive boende trods dårligt vand, mens årene gik.
Det skal lige bemærkes, at en skovrider ikke boede gratis i sin skovridergård, hvad alle mennesker troede. Nej, han betalte en årlig husleje, omend det var en ret billig leje. Og så skulle han tillige betale en del af den indvendige vedligeholdelse som f.eks. maling af døre, tapetsering af vægge og fernisering af gulve.
Alle mennesker troede ligeledes, at skovrideren fik gratis brænde og vildt. - Nej, han betalte for brændet - ganske vist til en favørpris, og han måtte købe alt dyrevildt som rådyr og harer. Et rådyr kostede i 1930'rne 30 kroner, men fuglevildt såsom vildænder, agerhøns og fasaner samt skovsnepper tilfaldt skovrideren gratis. Der var kun snepper i Maarum skovdistrikt. Men årets første sneppe blev altid sendt til kongens køkken, der som tak sendte 10 kroner med post. Pelsvildt som ræve tilfaldt skovrideren. En fin ræv betaltes af en buntmager med 40-50 kroner.
Først helt hen i 1930 lysnede det med udsigt til brugeligt vand. Og i foråret 1931 begyndte boringen uden for udhusets østgavl. Nu skulle der bores dybere end de 20 meter. Og der blev boret og boret - dybere og dybere - gennem det ene lag efter det andet - uden at støde på ny vandåre.
Man skulle skaffe vand ved denne artesiske boring. Og til sidst lykkedes det. Men da var der også boret 124 meter ned. Til sammenligning er Københavns Rådhustårn 110 meter højt - så giver det et indtryk!
Man var endelig stødt på en virkelig stor vandåre, hvorfra vandet pumpedes op gennem rør.

Så skulle hele anlægget renses, før man kunne vurdere, om vandet også var godt. Derfor blev pumpeværket sat i gang, og det pumpede uafbrudt dag og nat i 3 - skriver: tre døgn. Det var en djævelsk larm at høre på. Jeg måtte forlade mit soveværelse mod øst og flytte hen i et andet værelse, der vendte mod vest. Og alligevel hørte jeg larmen.
Ingeniør ved Københavns Vandforsyning, cand. polyt. Carl Pape, analyserede vandet, der tillige blev analyseret på Steins Laboratorium. Statsgeolog dr. phil. H. Ørum fulgte på statens geologiske undersøgelses vegne boringen.

Maarum mineralvand fra
Den danske stats kilde
ved
Maarum skovridergård.
ANALYSE

Boringen, der blev udført i foråret 1931, gik igennem følgende jordlag indtil 124 m dybde:
O- 84 m: Moræneler.
84- 91 m: Smeltevandssand, leret.
91-104 m: Smeltevandsler, fedt, stenfrit.
104-116 m: Paleocænt grønsandsler.
116-124 m: Grønsandskalk, vand- førende (Maarumvand). 10 M3/tiM ved 6 m sænkning.

Grønsandskalk, det såkaldte Paleocæn, består af en grågrøn kalksten eller en slags hårde skifertag liggende lagvis med ler imellem, og disse hårde lag plejer at være godt vandførende.

Maarum »Kilden«, som man kaldte den nye brønd, har intet tilfælles med de nordsjællandske »helligkilder«, der alle var - og er overfladiske vandløb. Det siger sig selv, når der er en forskel på 124 meters dybde.
Men ordet »Kilde« lød romantisk, - og »Sundhedskilde«, som pressen kaldte den, var et godt salgsnavn, ja endnu bedre »Vidunderkilde«. Da mineralvandet fra den langt om længe - kom i handelen, stod der på etiketten: »Den Danske Stats Kilde«.
Efter boringen af denne tredie brønd i 1931 ville Statsskovvæsenet skaffe sig en indtægt ved salg af det fine mineralvand. Men der kom til at gå lang tid, før det kom i handelen.
Først i 1933 blev der tale om et selskab, der ville få koncession af Landbrugsministeriet til udnyttelse af vandet. Det blev firmaet Bie & Berntsen i Læderstræde i København, der fik statskoncession på udnyttelsen, men dette firma var slet ikke i stand til selv at bringe det i handelen, og det blev Chabeso i København og samtlige Chabeso-depoter i Danmark, der distribuerede Maarumvand, som kom til at koste 16 øre pr. flaske. Wiibroe i Helsingør varetog aftapningen og siden forhandlingen, og det blev Wiibroes Bryggeri først og fremmest, der stod for Maarumvandet i alle de år, vi endnu boede i skovridergården, til og med 1942.
Wiibroe kom med en stor tankvogn, aftappede vandet og kørte det til bryggeriet i Helsingør, hvor vandet blev tilsat kulsyre, så det kunne boble friskt. Mineralvandet var af meget høj kvalitet, finere end flere udenlandske mineralvande.

Men mineralvandet - Maarumvandet - egnede sig ikke til madlavning og slet ikke til kaffe og te. Når Wiibroes tankvogn kom for at aftappe vandet, havde den altid enstor dunk almindeligt drikkevand med til skovriderfruens husholdning. Det var selvfølgelig besværligt at have to slags vand at holde rede pa' i husholdningen. Men til gengæld kunne vi så bade i mineralvand, for det var der i alle vandhanerne.
Wiibroe var også dengang et fint foretagende, ledet af direktør Parkov og senere af den kendte Karen Parkov, der i sin pure ungdom som Karina Bell i film vandt alle danskeres hjerter.

Brønden med pumpeværket var først i en enkel, nedgravet rektangulær fordybning med et simpelt fladt låg over. Det var meget uanseligt. De første interesserede besøgende udbrød foragteligt: »Er det det hele.« Selv da anlægget fik et højere brøndhus med skråt tag, så det ikke ud af noget.
Jeg foreslog et romantisk anlæg af kampesten med et enkelt lille kildevæld for at leve op til navnet »kilde«. Og jeg sendte en tegning af mit forslag til Wiibroe, som meget fint honorerede min tegning med 100 kroner.
Snart strømmede besøgende til fra hele landet. Der blev bygget et tredie brøndhus - noget bedre, men derved blev det.
Alt, hvad pressen skrev om: store bygninger, kuranstalt osv., blev der intet af. Men pressens omtale havde bredt sig til udlandet. Der kom udenlandske spekulanter. En ringede på vores dør og bad om at måtte se »Mineralkilden« og skovridergårdens omgivelser. Han gik så vidt som til at foreslå en hel kurby - ligesom de berømte kursteder med kuranstalt, sanatorier, park med musiktribune - og et rigtigt teater, for mineralvandet var det fineste af sin art, og det fredelige lille Danmark det bedste sted i verden.
Sådan et kursted besøgte jeg som pensionist i Eforie Nord i Rumænien, mens »Maarumkilden« stadig kun var det lille brøndhus omgivet af flade marker.

I 1934 bragte aviserne tospaltede annoncer om et »Sundhedsstævne«, den 29. juli.
Det blev en strålende varm sommerdag. 500-600 mennesker besøgte skovridergården og smagte på vandet. Det blev betegnet som den officielle indvielse af kilden. Skovrider Wielandt fortalte om kilden og Maarumvandets værdi. Bagefter demonstrerede kaptajn Jespersen sin stavgymnastik. Kaptajnen ville gøre sin hjemmegymnastik populær i radioen.

Blandt de mange deltagere var selvfølgelig direktør Parkov og fru Karen Parkov fra Wiibroes Bryggeri.

I 1993 besøgte jeg Maarum og tog hen til »Kilden«. Man har gravet en brønd et stykke ned til Maarumvandets udvinding og dækket brønden med et rundt metallåg, der er låst med en hængelås. Den er omgivet af et simpelt raftehegn (hegn af unge graner). Folk vil stadig kunne sige: »Er det det hele.«
Maarumvandets opdagelse skyldes således en hest, student Erik Wielandt og skovrider Th. S. Wielandt. Maarumvandets udnyttelse skyldes Wiibroes Bryggeri.

Kilde : Birger Nolsøe Wielandt